Projekbeskrivelse

Almindelige løg er det samme som Zittauerløg, og denne løgtype tilhører kepaløg-slægten. Betegnelsen Zittauer menes at stamme fra den tyske by Zittau. Betegnelsen gule løg referer mest til den farve løgene får, når de har ligget til tørre et stykke tid. Løgenes skal er gullig/brunlig og ved gennemskæring ses lyst gult/let grønligt kød. Løg er et af de ældste grøntsager, som er kendt af mennesker. De bruges overalt i verden og er vel en af de mest almindelige og mest brugte ingredienser i vores køkken. De har lang holdbarhed.

Smag: Almindelige, gule løg har en meget skarp og stærk smag, som skyldes indholdet af svovlholdige stoffer. Ved eksempelvis udskæring af løget, nedbrydes de svovlholdige stoffer og omdannes til et stof, der er hud- og slimhindeirriterende. Derfor løber øjnene i vand, når vi arbejder med rå løg. Når løgene koges eller steges neutraliseres de tårefremkaldende stoffer. Ligeledes bliver smagen mere sødlig. Jo længere tilberedningstid, jo mere sødme.

Anvendelse: Løg indgår i et utal af opskrifter og kan bruges i næsten al madlavning såvel rå som tilberedte. Friske, ristede, syltede, tørrede, stegte, grillede.

Tips: Man undgår de tårefremkaldende stoffer, hvis man straks putter løgene i eddike. Mælk er den mest effektive måde at neutralisere rå løg, hvis man har indtaget dem i en mængde, der irriterer maven. Opbevar løgene køligt, mørkt og tørt, så kan de holde sig op til et år.

Sæson: Januar til december.