Projekbeskrivelse
Spidskål har et smalt, aflangt hoved med lette og løstsiddende grønne blade. Spidskålens historie falder sammen med øvrige kåltypers. Spidskål kaldes også ofte for sommerkål – må dog ikke forveksles med sommerhvidkål, som har en rund facon. Spidskål er sund og kaloriefattig, indeholder en god portion kostfibre og både A-, B-, C- og K-vitamin samt mineralet kalium.
Smag: Spidskål har en fin, mild og sprød smag. Spidskål er en rigtig fin begynderkål, idet smagen er meget mildere end hvidkål.
Anvendelse: Kan spises rå og fintsnittet i salater eller som tilbehør til mad. Kan blancheres, dampes, koges, steges eller grilles. Kan med fordel bruges som fyld i sammenkogte retter, supper og tortillas. Kan anvendes strimlet i wokken. Kan også juices. Spidskål kan holde sig i køleskabet i ca. en uge.
Tips: Hvis du eksempelvis lægger en kvist persille i kogevandet, når du damper spidskål, så reduceres den karakteristiske kålduft. Blot 100 g spidskål dækker det daglige behov for C-vitamin.
Sæson: Juni til oktober.