Projekbeskrivelse

Hvidkål er en af de mest omtalte og sunde grøntsager og ikke mere noget, der hører fortiden til. Hvidkål er en af vores ældste grøntsager, og tilhører familien af havekål. Stammer oprindeligt fra en vild sennepsplante, som fandtes i Middelhavsområdet. Hvidkål har været kendt i Danmark siden 1500-tallet. Findes i både en sommer- og en vintervariant. Hvidkål er kompakte, nærmest kuglerunde med kraftige, blanke blade, som danner et fast hoved.  Sommerhvidkål er mindre, mere grøn og mindre bitter i smagen end vinterhvidkål. Tidligere anvendtes hvidkål mest stuvet eller i suppe.  I dag er kål en af de allermest omtalte grøntsager. Det skyldes primært, at kålen er fuld af sunde bitterstoffer, den har et lavt kalorieindhold og er sprængfyldt med kostfibre, mineraler og vitaminer. Helt unikke egenskaber har kål vist i adskillige forskningsforsøg:

  • rig på antoxidanter
  • virker antiinflammatorisk
  • indeholder cancerforebyggende/hæmmende stoffer

Smag: Let bitter smag. Både smag og lugt henleder tankerne på sennep.

Anvendelse: Hvidkål er super sundt, kålen er nem at tilberede på uendelig mange måder. Kan spises rå i salater som råkost, coleslaw. Den kan koges, marineres, sauteres, grilles, svitses og steges og supplerer en masse forskellige retter på fineste vis. Både de traditionelle og de mere moderne. Hvidkål kan ligeledes juices.

Tips: Prøv at rive hvidkål på et mandolinjern, så har du hurtigt begyndelsen til en god, sund råkostsalat.  Flest mulige af hvidkålens sunde stoffer bevares, når den spises rå. Er hvidkålen blevet lidt kedelig, kan der skæres lidt af stokken, hvorefter de yderste blade fjernes. Hvidkål opbevares fint i køleskab i min. 14 dage. Del det evt. i kvarte og skær stokken fra. Læg i plasticpose eller pak ind i film.

Sæson: De første hvidkål skæres i juni. Sæsonen slutter i november/december. De første sommerhvidkål er mildere i smagen end kål der står længere på marken.