I 2007 blev Torup Bakkegård og Orelunds landbrug og produktioner lagt sammen i det nuværende driftsfælleskab, som er en kombination af frilandsgartneri og planteavlsbrug. Igennem årene er der blevet opkøbt og forpagtet en del jord omkring Torup Bakkegård og Orelund. Derudover har virksomheden gennem de sidste år haft et tæt samarbejde med Harald Kirketerp-Møller, Sandholt Gods,  hvorfra det meste af landbruget nu er tilknyttet. Sandholts arealer er meget velegnede til grøntsagsproduktion. Samarbejdet er meget positivt for begge parter og har vist sig at medføre særdeles gode synergier.

Således dyrkes der nu i alt over 1500 ha. i et alsidigt og meget varieret sædskifte. Halvdelen af arealerne dyrkes med frugt og grøntsagskulturer, mens der på resten dyrkes korn og frøgræs. Det er nødvendigt med et meget varieret og sundt sædskifte som forfrugt for langt de fleste grøntsager. Omvendt er grøntsager også gode forfrugter for kornafgrøder.  Der produceres  asparges, jordbær, kartofler, kål, løg, salater, ærter og sukkermajs. For asparges, jordbær, kål, løg og salaters vedkommende avles de i flere varianter. Se under menupunktet Sortiment for yderligere oplysninger.

Torup Bakkegård og Orelund er i dag en af landets største og førende producenter af grønne og hvide asparges.

I flere år har ærter været den største kultur, mens løgene tidligere har lagt beslag på flest hektar. Der produceres ca. 10 % af samtlige danske spiseløg i Torup Bakkegård og Orelunds regi.

På de fleste arealer er der gode muligheder for kunstvanding, hvilket er en nødvendighed indenfor grøntsagsproduktion.

Højsæson for frugt og grøntsager tager sin begyndelse med asparges i foråret og afsluttes med kål i efteråret. Salatproduktionen opstartes i drivhus og dyrkes, så snart det er muligt, på friland. Når det rent vejrmæssigt ikke længere kan lade sig gøre, importeres der i vinterperioden fra producenter i bl.a. Sydeuropa, således at der kan leveres friske produkter hele året rundt.

Vi er meget bevidste omkring, at praktisere godt landmandskab med respekt og omtanke for den natur, vi forvalter. Vores produktion er hovedsagelig konventionel  og vores ønske er, at dyrke friske, lokale, sunde og velsmagende grøntsager i en meget høj kvalitet til såvel private som detailkunder. Vores produkter har en historie, som vi og vores medarbejdere er stolte af. Dermed har vi også en målsætning om at være i vores kunders bevidsthed, når de vælger frugt og grønt.